Næsen havde løbet hele lørdagen og jeg gik tidligt i seng i håb om at tage det, der nu måtte være, i opløbet. Men lige meget hjalp det. Søndag vågnede jeg med influenza. Sådan godt gammeldags ondt over det hele og varm. Da jeg skulle starte ny foredragsrække i Køge mandag aften, var der ikke tid til en uge med influenza. Så jeg besluttede at tage min egen medicin.
“Kære Krop. Du har 24 timer til at blive frisk. Hvad har du brug for jeg gør?”
Jeg skulle sove og sove og sove. Så det gjorde jeg. Jeg skulle ikke spise noget. Bare drikke masser af vand. Så det gjorde jeg så ca hver 3. time, når jeg lige var vågen. Og vupti. Mandag morgen var jeg frisk som en havørn. Det var en helt vild oplevelse. Men for mig er det mest vilde at disse 24 timer på vand og feber har ændre mit syn på mad? – min krops tiltrækning til mad? – ja, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Mad er bare ikke interessant på samme måde, som det har været hele mit liv. Det er lidt lige som, der er åbnet for en ny kasse i øverste etage.
Jeg har tænkt på om det er samme fænomen, som jeg oplevede for en del år siden, da jeg tog 14 dage uden chokolade. Da jeg stoppede med chokoladen mistede jeg lysten til alkohol og har ikke drukket alkohol siden. Interessen for chokolade vente tilbage men alkohol – nej.
Jeg snakkede lige med min kloge veninde Malene. For jeg kunne mærke at beslutningen om at give kroppen 24 timer var ikke et ønske. Det føltes helt anderledes. Det var lige som ikke til diskussion. Hun kalder det “Sådan er det” på engelsk “Demand”. Og det er faktisk meget beskrivende for følelsen jeg oplevede, da jeg sagde til kroppen, at den havde 24 timer, og at jeg nok skulle arbejde med og gøre min del at jobbet. “Sådan er det!”
Ønsker dig en vidunderlig dag
Siff
