Måske kender du det.
Noget du er rigtig god til og som du bare gør. Du behøver ikke at finde en motivation frem, det er ikke noget der kræver ændring af vaner. Du kan faktisk slet ikke forestille dig ikke at gøre det.
Sådan har min veninde det med motion. Så har hun lige cyklet 30 km, så har hun lige svømmet 2 km. Og videre i den dur.
Hun skulle en 3-dages tur til Kullen med en gammel skolekammerat som aldeles ikke motionerer og faktisk var bekymret for om hun kunne klare at trave rundt i mange timer, sådan op og ned. Det gik fint og skolekammeraten gik meget mere end hun havde forestillet sig.
Min veninde spurgte, hvordan hun bare begyndte at motionere så meget. Jamen jeg gik bare lige efter dig. Men kan du ikke fortælle mig, hvordan jeg skal gøre, når jeg kommer hjem og ikke har dig at gå efter, altså hvad gør du for at komme ud hver dag? Min veninde sagde: “Jamen jeg gør ikke noget specielt, jeg kan bare ikke lade være.” Men jeg har tænkt over hvordan du får tid og finder motivationen til at spille klaver hver dag. Hvordan gør du? Jamen jeg kan slet ikke lade være, svarede skoleveninden. Og så grinede de for pludselig kunne de jo se, at noget kan vi bare ikke lade være med at gøre og andet må vi arbejde intenst med for at få til at virke.
Skolekammeraten har nu meddelt, at hun har fået gang i ekstra bevægelse 2-3 gange om ugen. Min veninde går stadig og venter på at spille-musik-motivationen overmander hende.
Hvad gør du bare og hvad vil du gerne have noget mere af i din hverdag?